Når korthuset vælter

Rigtig mange skriver tit, og spørger, om jeg altid er i så godt humør.
Det er jeg faktisk – men det er også et aktivt valg jeg har taget. For mig bliver dagene ikke bedre ved at være negativ eller i dårligt humør.
Det er faktisk også noget jeg holder foredrag om.
Jeg synes det er så spændende et emne, hvordan vi alle ganske nemt kan hjælpe det gode humør på vej, når man føler, det hele ser lidt sort ud.
Men jeg har selvfølgelig også dage, hvor alt ikke er fuldstændig fantastisk – ikke fordi jeg som sådan er i dårligt humør, men den er bare ikke helt op at ringe.
Men hvad er det så, der kan få mig derhen?
Privat er det, hvis der sker noget med folk jeg holder af, eller hvis jeg finder ud af, at folk lyver for mig.
Arbejdsmæssigt kan det være, hvis det ikke går helt som håbet i Vild med dans.
Nu er der gået mere end 14 dage siden Pixi og jeg røg ud af Vild med dans, og ja… jeg kan godt mærke, at den gjorde ondt.
I de første år tog jeg det meget personligt, men jeg har de sidste 10 år været meget mere afklaret. Det er jo et underholdningsprogram, så hvis ikke man kan lide at blive slået hjem i Ludo, skal man ikke være med i Vild med dans.
Selvfølgelig er det træls at blive stemt ud hvert år, men så længe man har gjort sit bedste kan man ikke gøre mere – og det var der ingen tvivl om at Pixi og jeg havde gjort i år. Men alligevel har det siddet i kroppen længere end normalt.
Nok mest fordi jeg var sååå glad for at danse med hende, og slet ikke havde fået nok. Men også fordi jeg kunne mærke at der var krummer i hende. Hun er en arbejdshest ud over det sædvanlige, og det kunne blive virkelig godt – og så er der nok også et ret stort konkurrencegen som spiller ind.
”Slap nu af Thomas!” vil mange nok sige 🙂 og det er helt ok, men det er bare en særlig oplevelse når man får et andet menneske så tæt på, på meget kort tid.
Men det behøver jo ikke at slutte, og det gør det bestem heller ikke. Vi har skrevet sammen hver dag siden, og i går var vi til træning sammen; denne gang på Pixi´s hjemmebane i The Wolfpack gym på en time der hedder Heat suspension, shit jeg var på udebane!!” og jeg kan mærke hele min krop i dag.
Jeg glæder mig dog meget til vi skal tilbage på dansegulvet i træningssalen, når der skal trænes op til den store finale i Horsens.
På fredag skal vi sammen ind og se det flotte show på det kongelige teater, når Vild med dans knækker cancer. Jeg glæder mig til at se alle igen og ikke mindst håber jeg på, at der bliver samlet en masse penge ind til det vigtige formål.
Thomas
Hej Thomas. Ja hvor er det vigtigt at man kan grine jeg har selv brugt det meget her de sidste 14 dage hvor min mand har været alvorligt syg af sin lungesygdom og KOL og stadig ligger på sygehuset det var meget tæt på at Skt Peters havde taget ham men han er i bedring så Ja det er vigtigt at man kan grine selv om livet kan gøre ondt kh.lisbeth