Til kamp mod kiloene

 

Ja det var en fin artikkel der var i Ekstra bladet i mandags, men den er nu god nok.

Hvert år byder januar på et hav af nye medlemmer, i de forskellige fitnesscentre landet over.

Det betyder bl.a. kø ved maskinerne og trængsel i omklædningsrummet, hvilket er mega træls for os der faktisk kommer der hele året.

 Ja, det kan godt være man ikke kan se jeg gør, men det gør jeg altså.

Nej det er da super fedt, at folk er friske på at hoppe op af sofaen og være aktive.

Jeg kan faktisk rigtig godt lide at træne, og har ikke haft noget problem med at komme afsted, men det har altid været cardio der har haft min største opmærksomhed.

Det skal dog nævnes at alle de personlige trænere jeg har haft, har alle sagt at jeg skulle lave mere styrke.

Men hvis hovedet er ikke klar til forandring, kan det ikke lade sig gøre.

Som for mange andre betyder et nyt år også nye mål.

Mit mål for 2020 er minus 10 kg pr 1/9

Det er vigtigt for mig at det er realistisk, og det er det bestemt med at tabe 10 kg på 8 måneder.

Men hvad skal der så til for jeg kommer i mål med det?

Jeg er bl.a. startet hos en personlig træner Thomas Rafn, som jeg mødes med en gang om ugen, hvor han kører mig godt igennem med en masse funktionelle øvelser.

Han har yderligere lavet et full body styrke program som jeg selv skal lave 3 gange om ugen. Det er her den store forandring ligger – for det har jeg ikke gjort i tidligere.

Jeg har følt mig så dum at skulle stå der og hive i maskinerne og løfte vægte, men langt om længe har mit hovede forstået at det er dét der skal til hvis jeg vil tabe mig.

Nu har jeg været i gang i en måned, og det går faktisk over alt forventning, det er slet ikke så slemt når jeg nu er kommet i gang.

Jeg kan også se, at der sker noget hele tiden, der kommer mere vægt på hver anden gang.

Men træningen gør jo ikke det hele, og det der med ”let røven og luk munden” kan altså stadig noget.

Jeg har givet mig selv 8 måneder til at nå målet, netop fordi jeg ikke gider, at det skal være utåleligt hårdt. Jeg har så mange arrangementer og undervisningstimer i udlandet, så der skal være plads til det sjove også.

Thomas min træner, har givet mig en masse forskellige muligheder til at sammensætte min mad.

Men typisk ser det sådan her ud:

Morgenmad:

Strong skyer med vanilie/citron med easis drys

Mellem måltid:

Ris kiks eller gulerødder

Frokost:

Omelet med kylling eller rugbrød med magert pålæg.

Mellemmåltid:

Frugt/ris kiks

Aftensmad:

Jeg gider ikke lavet alt mulig specielt kost til mig selv, så spiser det samme som resten af familien.

I går fik vi spaghetti kødsovs, hvor jeg bare droppede pastaen og fik revet squash.

Men jeg tager kun en portion.

Snack:

Barebells bar

Mini sodavands is

Efter en måned er det så småt begyndt at blive en rutine.

OG…. resultatet efter den første måned er minus 3 kg, så det er jeg super glad for! og det giver endnu mere motivation til at give den en skalle med træning og maden.

Forsættelse følger…

Thomas

 

Artikkel fra

Ekstra bladet tryk her

Se & Hør tryk her

 

 

Når korthuset vælter

Rigtig mange skriver tit, og spørger, om jeg altid er i så godt humør.

 

Det er jeg faktisk – men det er også et aktivt valg jeg har taget. For mig bliver dagene ikke bedre ved at være negativ eller i dårligt humør.

 

Det er faktisk også noget jeg holder foredrag om.

Jeg synes det er så spændende et emne, hvordan vi alle ganske nemt kan hjælpe det gode humør på vej, når man føler, det hele ser lidt sort ud.

 

Men jeg har selvfølgelig også dage, hvor alt ikke er fuldstændig fantastisk – ikke fordi jeg som sådan er i dårligt humør, men den er bare ikke helt op at ringe.

 

Men hvad er det så, der kan få mig derhen?

 

Privat er det, hvis der sker noget med folk jeg holder af, eller hvis jeg finder ud af, at folk lyver for mig.

 

Arbejdsmæssigt kan det være, hvis det ikke går helt som håbet i Vild med dans.

 

Nu er der gået mere end 14 dage siden Pixi og jeg røg ud af Vild med dans, og ja… jeg kan godt mærke, at den gjorde ondt.

 

I de første år tog jeg det meget personligt, men jeg har de sidste 10 år været meget mere afklaret. Det er jo et underholdningsprogram, så hvis ikke man kan lide at blive slået hjem i Ludo, skal man ikke være med i Vild med dans.

 

Selvfølgelig er det træls at blive stemt ud hvert år, men så længe man har gjort sit bedste kan man ikke gøre mere – og det var der ingen tvivl om at Pixi og jeg havde gjort i år. Men alligevel har det siddet i kroppen længere end normalt.

 

Nok mest fordi jeg var sååå glad for at danse med hende, og slet ikke havde fået nok. Men også fordi jeg kunne mærke at der var krummer i hende. Hun er en arbejdshest ud over det sædvanlige, og det kunne blive virkelig godt – og så er der nok også et ret stort konkurrencegen som spiller ind.

 

”Slap nu af Thomas!” vil mange nok sige 🙂 og det er helt ok, men det er bare en særlig oplevelse når man får et andet menneske så tæt på, på meget kort tid.

 

Men det behøver jo ikke at slutte, og det gør det bestem heller ikke. Vi har skrevet sammen hver dag siden, og i går var vi til træning sammen; denne gang på Pixi´s hjemmebane i The Wolfpack gym på en time der hedder Heat suspension, shit jeg var på udebane!!” og jeg kan mærke hele min krop i dag.

 

Jeg glæder mig dog meget til vi skal tilbage på dansegulvet i træningssalen, når der skal trænes op til den store finale i Horsens.

På fredag skal vi sammen ind og se det flotte show på det kongelige teater, når Vild med dans knækker cancer. Jeg glæder mig til at se alle igen og ikke mindst håber jeg på, at der bliver samlet en masse penge ind til det vigtige formål.

 

Thomas

 

Thomas du er laskefed!

 

Selvom jeg er fyldt 41 år, så gør sådan en type besked stadig virkelig ondt.

Igennem hele min barndom har jeg været udsat for mobning. Jeg er kommet godt videre, og glad for hvem og hvor jeg er i dag. Men alligevel kan sådan en enkelt besked sende mig tilbage i tiden.

En ting er hvad børn kan finde på at udsætte hinanden for, men jeg kan simpelthen ikke forstå hvordan et fuldvoksent menneske kan sætte sig til tasterne og skrive sådan.

Personen har først skrevet offentligt på Facebook, da andre så begynde at reager valgt hun så at skrive i en privat besked.

Jeg blev virkelig dybt rystet, jeg valgte at svarer sødt, hvilket jeg selvfølgelig ikke skulle have brugt tid på.

Men det er i sådanne situationer jeg bliver glad for mit arbejde som ambassadør for julemærkefonen.

Mobning, ensomhed og lavt selvværd er det, størsteparten af børnene har med i bagagen, når de starter på Julemærkehjem. Det får de hjælp til at ændre. Det er julemærkefondens mål, at børnene bliver en del af et fællesskab på Julemærkehjemmene, hvor de oplever sammenhold, støtte og omsorg. Og deres resultater viser, at opholdet forbedrer børnenes selvopfattelse, humør og livskvalitet markant.

En god regel er at huske ikke at skrive noget på sociale medier, som du ikke ville sige til personen i virkeligheden.

 

Det er meget nemt at blive misforstået på de sociale medier, så tænk også over om du ville formulere dig på samme måde, hvis du stod ansigt til ansigt med personen.

 

Tænk dig om før du skriver, det kan gøre mere ondt end du tror.

Thomas

 

Overholdte du dit nytårs fortsæt for 2018

For første gang i flere år var mit nytårsfortsæt for 2018 ikke omkring min vægt og træning.

Men derimod om min person, eller i hvert fald min fremtoning.

Det startede faktisk i november 2017 da jeg var med i Nærkontakt på kanal 4, hvor både håndlæseren Krumme og Rikke den spirituelle rådgiver gav udtryk for, at jeg skulle vise mere af mig selv. Det er noget jeg virkelig har tænkt meget over efterfølgende, og jeg valgte at gøre noget ved.

Jeg har skrevet følgende i en tidligere blog:

“Mit nytårsforsæt i 2018 er at jeg skal være mere mig selv – ikke fordi jeg ikke har været mig selv, men har bare flere gange taget mig selv i at holde igen på min personlighed.

Det er faktisk også en af grundene, til jeg begyndte at skrive blog… Simpelthen for at give et mere nuanceret og reelt billede af mig selv. Men jeg har virkelig også fundet ud af, hvor svært det faktisk er at give slip og åbne for posen.

De fleste kender mig som den ”pæne/søde” fyr i vild med dans – det er i hvert fald den kasse, jeg føler jeg er kommet ned i.

For vi har det nemlig tit med at komme folk i kasser. Det har jeg i hvert fald selv været ret god til. Men gang på gang er jeg blevet overrasket over folk, og at de tit er meget mere, end hvad der er i den kasse.

Hvis jeg er ude at holde foredrag, eller bliver stoppet på gaden, oftest af kvinder ældre end mig selv, siger de tit: ”åh du er så sød og fantastisk”. Det bliver jeg selvfølgelig glad for, men jeg siger også tit: ”men det er jeg nu altså ikke hele tiden.”

Jeg synes faktisk, det er gået rigtig godt – på nogle punkter. Det er selvfølgelig altid svært at skulle åbne op, og vise nye sider af sig selv – for hvad mon folk ikke tænker. Så jeg valgte at starte i det små.

Et af de steder hvor jeg med det samme kunne give folk et andet indtryk, var i mit tøjvalg. Jeg har altid gået meget op i at se pæn og ordentlig ud, for at fremstå på en bestemt måde. Men dem der kender mig, ved også, at jeg har ret meget spræl i kroppen, og det måtte gerne komme lidt mere til udtryk. Så frem mod sommeren, blev der købt det ene farvestrålende sommersæt efter det andet. Lige fra første gang jeg havde dem på fik jeg i den grad reaktioner, og det var nok overraskelse som var den største reaktion, fordi folk ikke var vant til at se mig sådan. Men jeg ELSKER det!

Det var derfor også bevidst at jeg havde taget et meget blomstret sæt på, da jeg skulle møde min dansepartner i årets vild med dans.

Det viste sig at være en rigtig god ide over for min partner Signe Lindkvist. Hendes billede af mig inden vi mødte hinanden var faktisk, at jeg var meget alvorlig. Heldigvis fik jeg vist hende at jeg rummer meget mere end at være det.

 Jeg savner virkelig at træne med Signe, med vores mange grin og næsten altid gode humør:-)

Gennem de mange ugers træning i Vild med dans, var Signe helt sikkert en stor hjælp til at give mig flere skub i den rigtige retning.

Men hvad skal der til 2019? jeg er i hvert fald godt tilfreds med udfaldet for 2018, og jeg har tænkt mig at køre videre i samme spor.

Men der skal hele tiden nye mål til at udvikle os, for mig er det vigtig at jeg ikke bider over noget for stort, som man siger. Men det skal være noget der er realistisk, og der skal være en plan for at kommen hen til målet.

Jeg ved faktisk ikke endnu, hvad jeg skal have skrevet ned som nytårfortsæt for 2019.

Hvad er dit nytårsfortsæt for 2019? jeg vil blive glad, hvis du vil dele det med mig.

Thomas

Læs mit tidligere indlæg “jeg vil ikke være et glansbillede”  her

Fra skrot til slot

Da vi i maj sidste år flyttede ind i vores lejede lejlighed, var det uden den store begejstring for det køkken, udlejer havde valgt at sætte op.

Måske I tænker ’hvorfor vælge en lejlighed med et frygteligt køkken?’ – svaret er, at vi rigtig gerne ville bo i Vanløse, så vi var tæt på bonusdatters børnehave og hendes mor.

Allerede ved fremvisningen spurgte vi, om vi selv måtte skifte den hæslige hvide bordplade med grå og sorte nister, og om vi måtte sætte overskabe op. Vi fik dog at vide, at de havde valgt at skifte bordplade, køkkenvask og sætte overskabe op selv. Der gik så noget længere tid end forventet, før det hele var på plads – helt præcis 3 måneder.

Derefter skulle vi bare havde gjort det til vores eget – og der skulle faktisk ikke ret meget til, før at det ikke længere lignede et efterskolekøkken.

Vi ville rigtig gerne male bagvæggen i køkkenet mørkegrå, og at overskabene skulle have samme farve, som væggen, så det ikke synede så voldsomt. Løsningen blev at betrække dem med en mat folie, som vi fandt på www.largeformet.dk  hvor vi først bestilte en prøve hjem fra, for at se om den matchede vores forventninger – og det gjorde den heldigvis.

Med folieprøven under armen tog vi ned til farvehandleren, som blandede en farve der matchede folien. Da vi havde den rette maling i hus, blev der bestilt folie til alle skabene, og malerprojektet blev sat i gang.

Imens min kæreste var i Tanzania for at bestige Kilimanjaro med Børneulykkesfonden til fordel for legeheltene, fik jeg overtalt hans kammerat til at hjælpe med at sætte folien på skabene – lige dér var mine dansehænder ikke skruet rigtig på.

Og det blev sååååå flot! Som det sidste touch, fandt jeg de fineste læderhåndtag til skabe og skuffer hos www.skindladen.dk.

Med 2 ting som de fleste nok ville kunne gøre selv, fik vi ”nyt” køkken.

Så, det kræver ikke altid alverden at forvandle noget kedeligt til noget lækkert. Og selvom du ikke er den store handymand/-kvinde, så gælder det nogle gange bare om at springe ud i det.

 

Thomas